LivetErNu © 2007 • Anja Nørbæk Sørensen • Mobil: 51 25 06 01

 

 

"Man kan ikke prygle noget ind i børn, men man kan klappe meget ud af dem"
Astrid Lindgren

"Det er lettere at regere en nation end at opdrage tre børn"
Winston Churchill

 


Terapi med børn og unge

 

Børn og unge har en enorm evne til "selvhelbredelse" hvis blot de får mulighed for det. Ofte kræves der ikke andet end at jeg som terapeut stiller op som en nysgerrig voksen, der kender mine egne grænser og behov, og dermed også kan hjælpe barnet eller den unge med at finde sine.

 

Børn og unge er fantastisk spændende at arbejde med. De kræver noget andet af mig end voksne klienter - og de er givende på en anden måde. De kommer ikke ind i min praksis, sætter sig i min sofa og siger: "Det er det og det jeg ikke kan finde ud af og som jeg vil arbejde med i dag." Sådan gør de ikke, så min opgave er at få det der er indeni til at komme frem, så vi kan snakke om det. Måden jeg gør det på er ved at lege med dukker, med ler, male, tegne, digte, lave collager, tage på fantasirejser og alt muligt andet sjovt, hvor barnet eller den unge kan spille det ud som gør dem kede af det, gør dem vrede - og som hindrer deres naturlige sunde udvikling.

 

Jeg har tegnet min søster som en kiks

Det fantastiske er at når vi først har fået mulighed for at kigge på og snakke om de svære ting, så har børn og unge en utrolig evne til at sætte ord på deres følelser, at beskrive og associere uden alt det filter og fastgroede mønstre, som vi voksne tit slæber rundt på. En 14-årig sagde f.eks. følgende: "Jeg har tegnet min søster som en kiks, fordi hun er hård udenpå, men blød indeni. Min far har jeg tegnet som en fødselsdagsgave, fordi han altid er så pæn og fin udenpå, men jeg ved ikke hvad der er indeni"... Tænk, så meget spændende information der er i sådan en lille beskrivelse!

 

En klog mand har engang sagt at det ikke er min opgave som terapeut at lære andre mennesker om kærlighed, om ulykkelighed, om udvikling, om livet. Alt det ved vi godt - kan vi godt. Et menneske er som et lille agern der i sig bærer spirerne til at blive et stort flot og livskraftigt egetræ. Det eneste jeg kan gøre er at hjælpe med at fjerne nogle af stenene på vejen, at sikre at der er mulighed for næring, vand og luft - så det lille agern kan udfolde det kraftfulde potentiale det har i sig...

 

Dét er givende - og meget spændende arbejde.

 

 


"Den største forbrydelse, forældre kan begå mod deres børn, er at have glemt deres egen barndom"
Aksel Sandemose

"Jeg har fundet ud af, at den bedste måde at give sine børn råd på er at finde ud af, hvad de ønsker, og så råde dem til at gøre det"
Harry S. Truman

 

Kontakt:

51 25 06 01